|
Bøg Madsen Fonden giver millioner til dansk gartneri
Et samarbejde mellem Dalum UddannelsesCenter og Bøg Madsen Fonden udmønter sig nu i etablering af en ny og målrettet kompetenceudvikling - Bøg Madsen Academy
Formålet er at højne kompetenceniveauet for medarbejdere inden for handel og produktion af planter, samt dermed øge salget på både nuværende og nye markeder.
Sælgere med højt kompetenceniveau vil i stigende grad være i stand til at øge salget af danske produkter inden for EU til gavn for den danske blomsterindustri. Over de seneste år har strukturen inden for Retail forandret sig markant og udviklet sig hurtigere end hidtil set. Dette kræver nye måder at tænke og handle på. Viden om værdikæden, forhandlings-teknik, kategori management osv. er nøglekompetencer for sælgere, key account managere og salgsansvarlige hos producenterne, når de deltager i forhandlinger på et konkurrencepræget marked i Europa.
En spændende udfordring at planlægge en videreuddannelse sammen med en privat virksomhed
Direktør Hans Skjerning udtaler: ”Som udbyder af uddannelser på grundlæggende og videregående niveau inden for gartnerisektoren, har planlægningen af denne kompetenceudvikling været en spændende udfordring, og det er lykkes os i samarbejde med Bøg Madsen at etablere en modulopbygget kompetenceuddannelse, som tilfører branchens aktører kompetencer inden for alle dele af den samlede værdikæde.”
Hans Skjerning fortsætter: ”Dalum UddannelsesCenter ser meget positivt på dette gode eksempel på offentlig-privat partnerskab med Bøg Madsen Fonden. Når en erhvervsfond går sammen med en uddannelsesinstitution er det et godt eksempel på, at der er en synergieffekt ved partnerskab, og et konkret resultat med at få højnet kompetenceniveauet for medarbejderne i en branche.”
Målgruppen for Bøg Madsen Academy er de salgsansvarlige hos de danske plante-producenter samt salgs- og marketingmedarbejdere hos danske blomstereksportører.
Det grundlæggende formål i E. Bøg Madsens fond
Direktør Jens Bøg Madsen fra E. Bøg Madsens Fond udtaler, at han glæder sig over, at et af de grundlæggende formål med Fonden nu kommer til udtryk i etableringen af Bøg Madsen Academy. Jens Bøg Madsen glæder sig til at følge resultaterne fra sidelinjen og er overbevist om, at dette vil styrke blomsterbranchen generelt.
Ansvarlig for gennemførelse af kompetenceudviklingen er uddannelseschef Palle Johannessen, Dalum UddannelsesCenter.
Yderligere information: Direktør Hans Skjerning, Dalum UddannelsesCenter Tlf.: 40 14 09 00 Direktør Jens Bøg Madsen, E. Bøg Madsens Fond Tlf.: 40 36 56 87 |