PRESSEMEDDELSE

Odense, den 27. maj 2009

Bøg Madsen koncernens årsresultat 2008

Også markedet for blomster er blevet ramt af den generelle økonomiske situation i Europa. For Bøg Madsen koncernen blev resultatet for 2008 utilfredsstillende.

Bøg Madsen Holding er moderselskab for driftsselskabet Bøg Madsen A/S, samt ejer af koncernens bygninger og ejerandele i en række mindre og mellemstore virksomheder inden for planteeksport og hertil relaterede virksomheder.

Bøg Madsen Holding fik i 2008 et underskud på 32,5 mio. kr. efter skat. Egenkapitalen er herefter 53,5 mio. kr. Koncernens omsætning udgjorde i regnskabsåret 903 mio. kr., og er således forøget med 32 mio. kr. svarende til en stigning på 3,6 % i forhold til 2007.

Bøg Madsen Holdings adm. direktør Jens Bøg Madsen udtaler i forbindelse med årets resultat: "Vi er ikke tilfreds med årets resultat. Vi har i vore primære forretningsområder haft væsentlige ekstraordinære omkostninger samt vanskelige markedsvilkår. Også vor beholdning af værdipapirer har været under påvirkning af markedet. Regnskabet er således påvirket af urealiserede kurstab på 11,8 mio. kr.

Den væsentligste aktivitet i koncernen er Bøg Madsen A/S, hvis aktivitet er udvikling og markedsføring af plante samt koncepter forbundet hermed. I 2008 er der udviklet flere nye butikskoncepter med henblik på at bidrage til øget blomstersalg hos virksomhedens europæiske detailhandelskunder. Specielt konceptet House of Flora, www.houseofflora.eu, er blevet godt modtaget af markedet. Endvidere er der fokuseret på værdiskabelse i samarbejdet med kunderne og producenterne, hvilket har båret frugt for alle parter.

Adm. koncerndirektør Hans Schultz er ikke tilfreds med resultatudviklingen, men udtaler endvidere: "Arbejdet med at udvikle virksomhedens kompetencer og konkurrenceevne er, - på trods af vanskelige rammebetingelser, gået rigtig godt. Synergier imellem koncernens selskaber vil betyde styrket konkurrenceevne, stærkere markedspositioner samt fordele for vore kunder i de stadig mere forpligtigende samarbejdsformer, som vi indleder med dem".

Året har været præget af store ændringer og tilpasninger i koncernens datterselskab Bøg Madsen B.V., Holland. De økonomiske resultater har over de seneste år været utilfredsstillende, hvilket har givet anledning til ændring i ledelsen samt væsentlige medarbejderreduktioner.

Endvidere har Bøg Madsen A/S i løbet af året overtaget aktiviteterne fra konkurrenten Floravision A/S. Tabene, som har været forbundet med denne overtagelse, var væsentlig større end forventet. Overtagelsen skete ud fra et hensyn til et i øvrigt presset dansk gartnerierhverv, hvor fastholdelsen af markedspositioner og salgsmedarbejdere er af betydning for de danske gartneriers afsætning.

Ultimo året gennemførtes en fusion imellem Bøg Madsen A/S og to søsterselskaber; Florea A/S og Daniber A/S. Begge selskaber befandt sig på pressede markeder, ligesom likviditetsbehov nødvendiggjorde fusionerne med Bøg Madsen A/S.

Også kompetenceudvikling inden for erhvervet generelt har koncernen bidraget til. E. Bøg Madsens Fond udloddede i 2008 1 mio. kr. til dannelsen af Bøg Madsen Academy. Her tilbydes til det samlede erhverv kompetenceudvikling inden for ledelse og salg. Dette har naturligvis også har bidraget til udviklingen af Bøg Madsens egne medarbejdere.

Bøg Madsens ledelse forventer fortsat store udfordringer, men er overbevist om, at de tiltag, der er gennemført i det sidste år samt den konkurrenceevne, der er opnået, også i fremtiden vil placere Bøg Madsen koncernen blandt de bedste og stærkeste i branchen.

Henvendelse vedr. ovennævnte kan ske til:

Adm. direktør Jens Bøg Madsen
Bøg Madsen Holding A/S
Tlf. +45 40 36 56 87

Adm. koncerndirektør Hans Schultz
Bøg Madsen A/S
Tlf. + 45 20 11 08 65

www.bogmadsen.com

 D   GB  I